Danskerne
er blevet storkøbere af de såkaldte "SUV" (Sport
Utility Vehicle). Mest på gule nummerplader, fordi
det er billigst og man for prisen får meget plads og
mange funktioner. Men også fordi de fjernøstlige
bilproducenter for alvor er begyndt at blande sig.
Det er navne som Suzuki, Hyundai og Kia, og de har
sædvanen tro presset priserne til glæde for alle de
bilkunder, der har brug for den slags biler.
Nu kommer
der snart endnu en spiller på banen og det bliver markedet
næppe mindre af. Det er Chevrolet, der efter at have
overtaget koreanske Daewoo har sprøjtet gode
lavprisbiler på markedet. Chevrolet, der er et mærke
under verdens største bilproducent, General Motors,
præsenterede på Geneve Motor Show i marts en stærk
deltager i SUV-klassen. Den hedder Captiva og den
har man netop introduceret for pressen på
udfordrende veje i det nordlige Slovakiet og sydlige
Polen.
Chevrolet
Captiva kommer først til Danmark i september, men
bilen skaber givet vis sin egen niche på SUV
markedet. Hvor Kia (Sorento) og Hyundai (Santa Fe)
er bløde komfortable flydere med udmærkede off-road
egenskaber, er Chevrolet Captiva nemlig stramt sat
op og i højere grad rettet ind imod at løse de
behov, de hovedsagelig bliver stillet overfor – og
det foregår ikke ofte "off-road".
Captiva
er ganske enkelt en stor, rummelig SUV, der er nem
at komme omkring hjørner med og som byder på mange
gode hverdagsløsninger.
Den faste
opsætning viser sig på de plane slovakiske landeveje
som en god og stabil løsning. På de ujævne polske
veje havde den tendenser til at hoppe og danse. Men
det var
stadig
føreren, der bestemte retningen. Den ros skal
Captiva have.
Uden for
regulære veje udmærkede den sig ved, at det
automatiske firehjulstræk reagerer superhurtigt.
Sædvanligvis er Captiva forhjulstrukket (det
nedsætter slitagen og koster mindre brændstof), men
når behovet for firehjulstræk melder sig,
registrerer ESP’en det på 100 milisekunder og så er
forhjulstrækket forvandlet til træk på alle fire
hjul.
Stor
frihøjde betyder, at Captiva klarer sig i terræn’et
– og i konkurrencen – men den kommer ikke i nærheden
af regulære off-roadere.
Captivas
linier er blødere end konkurrenternes. Det adskiller
den visuelt. Og dens funktionalitet er ret
opfindsom. På gule nummerplader ( billigste version
vil komme til at koste 227.000 kroner hvoraf de
37.000 er moms) er opfindsomheden elimineret, men
betaler man 400.000 kroner for en model på hvide
plader, får man eksempelvis en bil, hvor bagsæderne
kan foldes helt frem og dermed efterlader eminent
højde til f.eks. transport af større potteplanter.
Slipper
men yderligere 20.000 kroner, får man en bageste
sæderække med to siddepladser oveni. Det giver store
variationsmuligheder.
Chevrolet
Captiva vil kunne leveres med enten en 2,4 liters
benzinmotor, der yder 136 hestekræfter, en 3,2
liters V6, der leverer op til 230 hk eller en hel
nykonstrueret 150 hestes 2-liters diesel med et
moment på 320 Nm.